Gode råd

Der findes mange gode råd til, hvordan du kan holde dig selv aktiv. I de nedenstående punkter beskrives forskellige aktiviteter i hverdagen.

Tryghed:

  • Du kan aftale med en nabo, at du trækker dit gardin eller din persienne op, når du er stået op om morgenen, så ved din nabo, at alt er vel hos dig. Ellers kan du kan tilmelde dig en telefonkæde på Aktivitetscentrene i kommunen eller i Frivilligcentret, hvor du bliver ringet op hver morgen.
  • Mange aktiviteter i dagligdagen kan du udføre siddende f.eks. kan du lave mad, mens du sidder på en stol.

Rengøring:

  • Hvis støvsugeren står frit tilgængeligt og fuldt monteret i et hjørne, er det meget lettere og mindre belastende for ryg og arme at få fat i den.
  • En tur til et stort supermarkeds afdeling for rengøringsartikler kan give nye muligheder. Der er udviklet mange nye redskaber til rengøring, som aflaster kroppen.
  • En "Swiffer" kan være en god hjælper til støvsugningen, hvis du har gulve uden tæpper. Swiffer er en slags støvklud på en flad moppe, der kan samle meget støv og dyrehår, og er meget let at håndtere.
  • Når du skal vaske gulv, behøver spanden kun at være kvart fyldt med vand. Så er den ikke så tung at håndtere.
  • Gulvspanden kan sagtens stå på en stol, så er du fri for at bukke dig så langt ned. Det er godt hvis du har rygproblemer eller døjer med svimmelhed.
  • Det kan være rigtig hårdt for ryggen at vaske toiletkummen. Hvis du støtter din vægt med den ene hånd på cisternen eller kummen, hjælper du ryggen og balancen.

Bad:

  • Kniber det med balancen i badet, er en badetaburet en god hjælper. Så kan du sætte dig, når du skal vaske håret eller fødderne. Den kan købes i diverse dagligvarer butikker.
  • Når du tager bad kan du tage din mobile telefon med i badet i en plasticpose, placeret på et sted, hvor du kan nå den.

  • Du kan ringe til en ven, nabo eller bekendt, når du tager bad. Aftal, at du ringer igen om f.eks. en time, hvor du forventer, at du er færdig i badet.

Skjult træning:

  • At stå op til mange aktiviteter træner styrken i dine ben og ryg. Opvask, at skrælle kartofler og æbler, kan gøres siddende eller stående, men avisen eller bogen kan også læses stående, hvis du har en "sekretær" eller sætter en kasse op på et bord.
  • Eller måske har du et ståbord. TV kan også ses stående. Øv dig i at stå med vægten fordelt på begge ben – og vip evt. lidt fra side til side eller op på tå.
  • Vi rejser og sætter os mange gange i løbet af dagen. Det træner lårmuskler og balance. Derfor er det også godt at gøre, selv om du ikke behøver det. For eksempel kan man lave en lille hverdagsøvelse: At rejse og sætte sig fem – måske ti gange i træk inden middagsradioavisen.

Ofte stillede spørgsmål Gode råd

Klik på "Pjece" nedenfor, og læs om vores tilbud om hjemmetræning

Rehabiliteringsteamet i "Vi Bevæger Ældre"

Visitationen i Jammerbugt Kommune - Socialafdelingen - Tlf.: 72 57 75 90 - Telefontid: Mandag – fredag, kl.8.00 - 12.00